Må jeg have dyr i lejebolig?

Loven talte ikke højt om dyr. Den sagde ikke ja, den sagde ikke nej. Den tav, og i stilheden var det udlejeren, der havde ordet. En § 10, et kryds i en boks. Mere behøvedes ikke. Men der fandtes undtagelser, steder hvor dyret fik lov. En godkendelse i § 11, et menneskes tilladelse skrevet i blæk. Det var alt. Regler for husdyrhold kunne ændre skæbner, og husorden blev den tavse dommer. Dyr kunne være en hund, en kat – eller blot en lille skygge i et bur. Smådyr, de kaldte dem. Hvis de var tavse og rene, kunne de måske få lov.

Ordene var kolde, men klare. Nej til husdyr. Et nej skrevet i en lejekontrakt, var et nej til drømmen om pels og pote. Det dækkede alt stort, alt der kunne høres eller mærkes. Men selv et nej kunne bøjes, for nogle nej’er dækkede ikke smådyr. De stille væsner, der levede i hjørnerne og ikke generede nogen. Hvis der skulle være et totalt forbud, måtte det stå andre steder. I § 11, hvor udlejeren kunne blive mere præcis. For at afvise alt levende, måtte ordene være stærke. Et halvt nej var ikke nok. Og dem, der ikke læste kontrakten til ende, kunne finde sig selv i konflikt med både lov og naboer.

Husdyr var de store – dem der kunne gøre væsen af sig. Hunde, katte, dem med stemmer og krav. Smådyr derimod? De levede i stilhed. Fisk, fugle, gnavere – de talte ikke. De larmede ikke. De blev tolereret, for de forstyrrede ikke verden. Det var i skellet mellem disse to, at tvisten opstod. En lejekontrakt kunne sige meget om husdyr, men intet om smådyr. Hvis det ikke stod der, kunne man leve med dem. De havde ikke ret til plads, men de krævede den heller ikke. De passede sig selv. Og i lejeboligen var det måske alt, hvad man kunne håbe på.

Døren blev åbnet, og et dyr trådte ind. Det var ikke dit dyr. Det var din søsters, din vens, din kærestes. Besøg, kaldte du det. Ikke noget fast. Men hvis det kom for tit, kunne det ligne noget andet. Noget fast, noget skjult. Der var regler også for dette, selvom de sjældent stod skrevet. Besøget kunne blive til en vane, og vaner blev genkendt. Lejeren måtte passe på, for hvad der startede som et uforpligtende besøg, kunne ende i påtale. Hvis husordenen forbød det, var der ikke plads til gæster med poter. Og selv de stille gæster kunne blive afvist, hvis ordene sagde nej.

Tilladelsen var givet. Skrevet sort på hvidt. Og det kunne ikke tages tilbage. Ikke sådan uden videre. En gang sagt ja, kunne ikke blive til et nej uden samtykke. Udlejeren kunne ændre husordenen, men ikke historien. Ikke det, der allerede var godkendt. Men fremtiden – ja, den kunne ændres. Nye lejere kunne få nej, gamle kunne beholde deres dyr. Hvis et dyr blev til gene, kunne udlejeren tage affære. Men det krævede bevis. Bevis for larm, for uro, for brud på freden. Ikke bare mistanke. Ikke bare vilje. For i lejeboligen blev ret og pligt vejet i samme vægt.