Kolonihavehus

En kolonihave er jord under himlen. Et stykke, hvor du graver med hænderne og mærker den kølige jord. Blomster, grøntsager, solen på din nakke. Kolonihaven blev skabt til at give arbejderne luft i lungerne og jord under neglene. Den blev skabt som en flugt fra byens stank og støj.

Nu er den noget mere. Den er et åndehul, en trækning af frisk luft midt i hverdagens kvælende greb. Et sted, hvor man kan sidde under et træ og høre græsset gro, mens verden suser forbi et andet sted.

Et kolonihavehus står der og venter. Det er beskedent. Ofte bygget i træ. Nogle gange lidt skævt, men altid med sjæl. Det er ikke et palads, og det prøver heller ikke at være det. Det er et fristed. Et sted, hvor man kan hvile sig efter dagens arbejde i haven.

Indenfor er der plads til det vigtigste: en kop kaffe, en god bog og ro. Reglerne siger, at det ikke må være for stort. Det gør ikke noget. Her handler det ikke om plads, men om friheden til at være alene eller sammen med dem, der betyder noget.

Et kolonihavehus er ikke en bolig. Det er skrevet ind i reglerne. Det er ikke bygget til vinterens kulde eller byens travlhed. Det er bygget til sommerens varme og duften af græs, der bliver slået.

Når du står der med nøglerne i hånden, ved du det. Det her er ikke et sted, du kan gemme dig for resten af verden året rundt. Det er et sted, hvor du kan finde dig selv, når foråret kommer, og alting begynder at spire.

Du venter. Det kræver tålmodighed at få en kolonihave. Det er ikke noget, man bare går ud og henter. Du skriver dig op, spørger de rigtige mennesker og venter lidt mere.

Og når du endelig får den, begynder arbejdet. Jorden skal vendes, ukrudtet fjernes, og huset skal repareres. Det er ikke nemt, men det er værd det. Fordi når du står der med dine hænder i jorden, og himlen er blå over dig, ved du, at du har fået noget ægte.

Der er regler for kolonihaver. Selvfølgelig er der det. Reglerne holder tingene på plads. De siger, hvor stort et hus må være, og hvor længe du må være der. De siger, at du ikke må bo der hele året.

Det er regler, som er der for at beskytte stedet. For at sikre, at kolonihaverne ikke forsvinder og bliver noget andet. Noget mindre. Og når du står der i din have og kigger rundt, ved du, at det er godt, reglerne findes.

En kolonihave er ikke kun en flugt fra byens jag. Det er også en flugt fra dyre sommerhuse. Kolonihaver er for folk, der ønsker noget enkelt. Noget, der ikke koster en formue, men stadig giver en plads i solen.

Du behøver ikke rejse langt væk for at finde fred. Den er lige her, tæt på byen, men langt fra alting. Du kan sidde der på en bænk og høre bierne summe og vide, at du har fundet noget, der er helt dit eget.