Fremleje

Fremleje er enkelt. En lejer låner sit hjem ud til en anden. Det kræver en skriftlig aftale. Det kræver tillid. Og det kræver, at reglerne overholdes. Fremleje sker, når lejeren ikke selv kan bruge boligen – men stadig vil beholde retten til den.

Det handler om mennesker, om tid, og om boliger. Fremlejegiveren er stadig ansvarlig. For huslejen. For skaderne. For alt. Fremlejetageren flytter ind som gæst, men med retten til at bo. Det er midlertidigt. Det er klart. Det er aftalt.

Reglerne er klare som dagen. Udlejning er ejeren, der lejer direkte ud. Fremleje er lejeren, der giver en anden pladsen. Men lejeloven står fast.

Man må fremleje i op til to år. Kun hvis boligen er til beboelse. Kun hvis lejeren har en god grund til at være væk. Sygdom. Arbejde. Rejse. Alt andet er imod reglerne. Ejendommen skal have mindst 13 lejligheder. Hver eneste detalje tæller.

Reglerne beskytter alle parter. Udlejeren. Lejeren. Fremlejetageren. Men fremlejegiveren bærer byrden. Det er deres navn, der står på kontrakten.

Fremlejeaftalen holder alt sammen. Den er sort på hvidt. Et skjold mod kaos. Uden den er der intet.

Alt skal stå der. Hvor længe fremlejen varer. Hvad huslejen er. Hvordan betalingen sker. Hvem der bor hvor. Lejekontrakten er bagtæppet, men fremlejeaftalen er stykket. Det er her, hver replik bliver skrevet. Hver bevægelse fastlagt.

Uden den? Uorden. Med den? Klarhed.

Delvis fremleje er anderledes. Det er værelser, ikke hele boliger. Det er små skridt i stedet for store. Lejeren bliver måske boende. Fremlejetageren får kun en del af pladsen.

Men reglerne gælder stadig. Ingen overbefolkning. Ingen støj. Ingen problemer. Udlejeren kan sige stop, hvis det hele løber løbsk. Men så længe der er orden, kan delvis fremleje fungere. Det er simpelt. Det er effektivt.